Hold dig opdateret...

Velovervejet generationsskifte i Dan-Element A/S


Et generationsskifte bliver en realitet når Dan-Elements ejerleder Mads Sørensen den 1. august 2023 udtræder af rollen som administrerende direktør, og overlader pladsen til sin ældste søn og virksomhedens nuværende tekniske direktør, Jesper Sørensen.

Efter mere end 35 år har Mads Sørensen, i forbindelse med sin 70-års fødselsdag, valgt at takke af og give stafetten videre til sønnen Jesper. Jesper trådte, efter en årrække som selvstændig, i 2007 ind i Dan-Elements logistikafdeling og har siden da arbejdet sig op til at varetage en lang række ansvarsområder. Både indenfor logistik, salg, tilsyn med byggepladser, produktion og senest som teknisk direktør med hovedansvar for alle underafdelinger på nær salg.

Jesper Sørensen har de sidste 16 år oparbejdet et indgående kendskab til driften i Dan-Element hvorfor det er helt naturligt, at han nu overtager rollen som administrerende direktør.
Mads Sørensen vil fortsat bidrage til elementfabrikkens udvikling, ved at fokusere sine ressourcer på den grønne omstilling og virksomhedens seneste produktudvikling GreenTech Concrete. Mads vil ligeledes fortsætte med at varetage sine roller i brancheforeningen samt i Dan-Elements bestyrelse.

I forbindelse med generationsskiftet er det blevet besluttet at styrke organisationen yderligere med en ny salgs- og projektdirektør. Rune Toft, der kommer med solid erfaring inden for betonkonstruktioner, tiltræder derfor pr. 1. august 2023 stillingen og får ansvaret for salg, projektering og projektledelse.

I forbindelse med generationsskiftet og Mads´ 70-års fødselsdag afholdes der reception på Strandtangen i Skive den 15. september fra kl. 12-17.

Dan-Element A/S blev stiftet i 1986 og i 2014 overtog Mads Sørensen det fulde ejerskab. Virksomheden har i dag udviklet sig til en større ordreproducerende betonelementfabrik med 135 ansatte. Her produceres elementer på specialbestilling til byggebranchen i hele Danmark og norden. Dan-Element har altid bestræbt sig på at være udviklingsorienteret og på forkant med gældende lovkrav og certificeringer.  
 

For yderligere udtalelser kontakt da:

Mads Sørensen, telefon: 20965222

Jesper Sørensen, telefon: 41122342